Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Dette langsomme blik imod stenene.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Sætningerne er et hav. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Gennem hullet i hegnet. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Vores land. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Kalken. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Dine sætninger. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. På en rude. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Sandet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Der var noget som åbnede sig.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Stjernekontinent. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Det dybeste af alt er huden? I læberne og i huden. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.