Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Var det markerne du kom fra? Jeg havde glemt den.

Alting bag alting. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Og vi vågnede. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Derinde bag skoven. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Udsigten var håbløs. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Hvilken nat fulgte efter natten? Et genert rum, et intimt rum. Som at læse glemte aviser. Solens sind.

Gennem hullet i hegnet. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. At forvandle dette rum til et andet. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Kan jeg være i dette landskab? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Sætningerne er et hav. Et brev. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Det er bare.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Ring til mig uden grund.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Bøgerne var de eneste. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Bøgerne var de eneste. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.