Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Ring til mig uden grund. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sejler: alting sejler! Bøgerne varslede en kommende tid.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Afsavn. Udsagn. Solstorm.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Dagene. Ugerne. Vennerne. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Sandet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Provinsen og gågadens sange.

Rifterne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Et genert rum, et intimt rum. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

I læberne og i huden.

Afsavn. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Et genert rum, et intimt rum. Som nu i morges:

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Sådan er det. Som nu i morges: Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Dette langsomme blik imod stenene.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Dagene. Ugerne.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Der hang figner henover udsigten. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætningerne er et hav. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Et brev.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.