Bagefter sad jeg i timer og læste. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Hvem var det, der skrev: Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Under den blå, blå himmel. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Som at læse glemte aviser.

Som at skrive i koder.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Det handler om. Sms i den lysende sommer. Jeg tegnede din hud på alting.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Gennem hullet i min hjerne. På en rude.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Vi har de samme øjne. Var det skovene du kom fra? Oppe på bakken. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Ikke var muligt at komme derind. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Sætningerne er et hav. Oppe på bakken. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det er bare. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Det her er ingen leg. Og vi vågnede. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.