Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Solstorm. Intimiteten i skriften Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Kan jeg skrive sådan? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Sådan er det. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Bagefter sad jeg i timer og læste. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hvad skulle glemmes? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Dagene. Ugerne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Stjernekontinent. Ikke søge ly i den flod.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Solstorm. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Vi har hverken gardiner eller travlt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg læste dine linjer

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ilden. Der var noget som åbnede sig. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Ord. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningerne er et hav. Jeg havde endnu ikke mødt dig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Vi har de samme øjne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Noter. Beskrivelser.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Hvem var det, der skrev: Dine sætninger.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Har vi de samme øjne? At tale var blevet uoverskueligt. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Solstorm.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et genert rum, et intimt rum. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var det markerne du kom fra? Blå.