Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Det er bare. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Farvede et sår i dit første ord.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Stjernekontinent. Sætningerne er filtrede tråde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Muren omkring ordene.

Ring til mig. Jeg, den skrøbelige sandhed. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Her er natten allerede langt bag mig. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Lyset i ørknen i udsigten. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Blå. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Sætningerne er et hav.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Brev i april. Sådan noget. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Ikke var muligt at komme derind.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du må ikke forsvinde. Jeg læste dine linjer Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I læberne og i huden. Var jeg stille?

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Et brev. Jeg er på den anden side af havet. Min ene pen er rød og den anden sort. Ikke søge ly. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg tror, du havde glemt den der.

Et brev. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg skrev intet ned i den periode.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg har skrevet et kort til dig. Solstorm. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Et brev. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.