Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Lyset afventer afgang. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Ensomheden i linjernes fald. Ikke glemme. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Uforståelige sætninger at klæde sig i Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). I den første nat så jeg kun det matte mørke. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Om andre byer, andre verdener. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Landet smuldrer, smuldrer. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Og vi vågnede. Et genert rum, et intimt rum. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Dit navn i skyggerne. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Brev i april. Kan jeg skrive sådan? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Noter. Beskrivelser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Var det skovene du kom fra? Giver det mening? Ordene, små toppe af skum.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Ikke søge ly.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om andre lande, andre folk. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.