I bussen til dig. Der var en morgen, et stykke af himlen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Et genert, et intimt rum.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Det generte i skriften. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Vi er et party. Udsigten var håbløs.

Dette langsomme blik imod stenene. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Kan jeg skrive sådan? Jeg skrev mig vild i de dage. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sætningerne er et hav. Kan jeg smile i dine sætninger?

For hvert lag af betydning i stenene.For hvert lag af betydning i stenene. Ordene flår i det inderste. Jeg læste glitrende blade. Noter. Beskrivelser. Jeg skrev mig vild i de dage.

Har vi de samme øjne? Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Lysene lyste. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Noter. Beskrivelser. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordene, syrlige rifter af blod.

På en mur. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Derude i tomme haller. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Den sindssyge himmel. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Intimiteten i skriften. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Træerne. Du trak de yderste.

I mørket, diamanter, dine øjne. Et genert rum, et intimt rum.

Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Over murbrokkerne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?