Hvad? Uden grund. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

Sådan trak du de yderste bjerge. Du, du. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Uforståelige sætninger. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Kan jeg skrive sådan? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Et brev. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Sandet. Det giver mening. Jeg læste dine linjer Alting ligger bag alting. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Intimiteten i skriften. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg skrev intet ned i den periode. Bagefter sad jeg i timer og læste. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg har skrevet et kort til dig.

Rundt på tingene. De bløde bakker udenfor byen.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Sætningerne er et hav. Bordet vipper. Sandøjne. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

At tale var blevet uoverskueligt. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv.

Glashænder. Jeg har skrevet et kort til dig. Glashænder. Der var intet. At tale var blevet uoverskueligt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Jeg, ikke dig. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Der var intet som skulle glemmes. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ikke søge ly.

Ilden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg læste dine linjer

Blæste det virkeligt? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.