Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Det generte i skriften. Det er bare. Hvirvlende, stirrende, syngende. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Sådan. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Hver dag gled med mig videre. Ordene, små toppe af skum. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Der i kroppen.

Jeg skrev mig vild i de dage. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Det gør noget.

Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Oplæsning for intetheden. I. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Jeg skrev intet ned i den periode. Whatever; nat efter nat. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

På et stort stykke hvidt papir. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Gennem hullet i hegnet.

Jeg, tøvende.

De. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

På et stort stykke hvidt. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Snestorm.Snestorm. Alting ligger bag alting. Dine diamanter lyser i min mund. Stod imod, men skrev: intet.

Skyen skjulte noget for fuglene. Oplæsning for intetheden. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Blå. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

At en verden. Der var noget som åbnede sig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Et sted er der en.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.