Dagene alene på landet. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Mail i november. Brændte det friske løv virkeligt? Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Stenene og træernes sange.

Jeg var i din krop, og du? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg elsker at se dig. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Du trak mig med til de yderste bjerge. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Kalken.

På en rude. Skyen skjulte noget for fuglene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sletten forvandler sig til mørke og sten. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sætningerne er et hav.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Farvede et sår i dit første ord. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg skrev mig vild i de dage. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Under den blå, blå himmel. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Regnvejrsmeteor. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Lyskrydset. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Var der virkelig ild et sted? Asfalt. Ubeslutsomhed.