Hav d 2.11.16 16:10:34 til 16:11:34

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Landskab d 2.11.16 16:05:20 til 16:07:09

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. På en rude. Dagene. Ugerne.

Dagene. Ugerne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Hav d 2.11.16 15:25:37 til 15:26:18

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Noter. Beskrivelser. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Landskab d 2.11.16 15:24:47 til 15:25:21

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Under den blå, blå himmel. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Blå.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Hav d 2.11.16 15:23:56 til 15:24:35

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Jeg skrev mig vild i de dage. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. I hver dag gled rester af betydning med mig videreI hver dag gled rester af betydning med mig videre I hver dag gled rester af betydning med mig videre I hver dag gled rester af betydning med mig videre