Samtale d 1.11.16 17:53:49 til 17:54:52

Når dine øjne.

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Sætninger. Søge ly. Og vi. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Farvede et sår i dit første ord. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Hav d 1.11.16 15:16:34 til 15:18:34

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sletten forvandler sig til mørke og sten. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Landskab d 1.11.16 14:29:41 til 14:31:07

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Min ene pen er rød og den anden sort. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Udsigten var håbløs. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Landskab d 1.11.16 14:12:25 til 14:13:41

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.