Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Er det? Jeg ser dig, ser dig, ikke. Jeg skrev i en stråle af sol. Jeg og dit hjerte. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Et brev. Jeg læste dine linjer Dagene. Ugerne. Vennerne. Bagefter sad jeg i timer og læste. For hvert lag af betydning i stenene. Ilden. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Jeg skriver dagen igang, stille. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Et brev. Det gør noget. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Under den grå, grå himmel.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Farvede ordene milde.

Jeg elsker at se dig. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. På et stort stykke hvidt papir. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Udsagn. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg var din krop.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Når du siger mit navn, svarer min krop. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Oppe på bakken. Skyen skjulte noget for fuglene. Intimiteten, skriften. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Så var der en, der lyttede til skovene.

Ok, svarede du. Snestorm. En flamme slog op af min hals. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Dansende, legende, lyttende. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sms i den lysende sommer.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Badeferien. Årene. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Et wack rum, et rum for stars. Taster en sætning i mørket, i lyset.