I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Ensomheden i linjernes fald. Dagen på vores øjne.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Grå. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Dine øjne. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nu er der en uro i kroppen. Var det markerne du kom fra? Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

Oppe på bakken. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Dette langsomme blik imod stenene.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Dine diamanter lyser i min mund.

Bag diamanterne. Under den blå, blå himmel. Dine diamanter lyser i min mund. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Altid er det dette langsomme blik.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg sad alene i solen. Og vi vågnede. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Ordene, små toppe af skum. Og en anden dag:

Solens sind. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Nu er der en uro i kroppen.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Det var dine læber.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Var det skovene du kom fra? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg var i morges. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Der var intet som skulle glemmes. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sådan trak du de yderste bjerge.

Hvad tæller du til? Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.