Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Skovene. Hvad vil disse knuste sætninger?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Under murbrokkerne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Mine linjer kommer igen. Øjne af regn fra det travle.

Luften og jordens sange. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvem var det, der skrev: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Brev i april.

Det dybeste af alt er huden? Ilden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne