Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Vi, øjne. Nu sejler jeg bare i version .. Det gør ikke noget.

Du siger noget om solen.

Jeg kyssede en vinters nattemørke. Dagene. Ugerne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bag stemplerne. Ikke var nice i provinsen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Tågen i skovene i udsigten.

Noter. Beskrivelser. Oplæsning for intetheden. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. At tale var blevet uoverskueligt.

Ilden. Stjernekontinent. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Ordene, små toppe af skum. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Afsavn. Udsagn. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Dette langsomme blik imod stenene.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg skriver dagen igang, stille. Det dybeste af alt er huden.

Stod imod, men gjorde intet. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg, tøvende. I bussen skrev jeg en sms til dig.

I sollyset, en ædelsten.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Vi stod derinde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I læberne og i huden. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Var det skovene du kom fra?

Det gør noget. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Gennem hullet i hegnet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.