I huden. Et wack rum, et rum for stars. Der var noget som åbnede sig. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Mail i november.
Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.
I huden. Et wack rum, et rum for stars. Der var noget som åbnede sig. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Mail i november.
Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.
På en. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.
Hvad vil disse knuste sætninger? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.
Hvad vil disse knuste sætninger? Senere i vores linje.
Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Kan jeg være? Min ene pen er rød og den anden sort. Zeitgeist. Shit. Show. Er du havet?
Provinsen og gågadens sange. Ord. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
Under lillahimlens hvælv.Under lillahimlens hvælv. Under lillahimlens hvælv. Under lillahimlens hvælv. Under lillahimlens hvælv. Lå vi. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.
Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sætningerne er en ørken. Lå vi.
Har vi forskellige øjne? Afsindighed. Udsalgsvarer. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne.
I et efterår ville jeg være flov. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Der var noget som åbnede sig. Du siger noget. Uforståelige sætninger.
Ved en sten: Vi, de mindste detaljer. Når jeg ser dig. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Ikke glemme.
Har vi øjne? Trak jeg de yderste? Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.
Du siger noget.Du siger noget. Du siger noget. Du siger noget. Vores. Søge ly. Træk mig helt ned. Mørket kaldte vi bare for mørket.Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket.
Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Sådan er det. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. At forvandle dette rum til et andet. Der var intet som skulle glemmes. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.
Du, du. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Har vi de samme øjne?
I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.