Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Den højrenationale himmel. Intimiteten i skriften I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. At tale var blevet uoverskueligt. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Blå øjne mod den milde himmel. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Den sindssyge himmel. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Sætningerne er sarte kredsløb. Så var der en, der lyttede til skovene. Notesbog. Beskydning.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Du siger noget om solen. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg skriver natten i gang, stille. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Har vi de samme øjne?

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Du kan være i dette landskab.

Jeg på din hud. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Farvede et sår i dit første ord. Den skrøbelige. Er du på den anden side?

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Jeg skriver dagen igang, stille. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Vi stod derinde. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke søge ly.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Ikke glemme floderne i ørerne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Et genert rum, et intimt rum. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Rifterne. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.