Stationsbygningen, samtalerne derinde. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg læste dine linjer Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Om andre lande, andre folk. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Træerne. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Farvede lidt sort i din ørken. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. I bussen skrev jeg en sms til dig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Noter. Beskrivelser. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Om andre byer, andre verdener.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skriver dagen igang, stille. Sådan svarede du.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg skrev mig vild i de dage. Stjernekontinent. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

På en skærm. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Oplæsning for intetheden. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg skriver dagen igang, stille. Luften og jordens sange.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Noter. Beskrivelser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Sandet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg læste dine linjer