Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Dine diamanter lyser i min mund.

Træerne. Du siger noget.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Vi, bag øjnene.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Dagene. Ugerne. Vennerne. Min ene pen er rød og den anden sort. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sad jeg alene?

Jeg læste dine linjer De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Afsavn. Udsagn. Kan jeg være? Det er bare.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Sætningerne er et hav.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætningerne er et hav. Hvilken nat fulgte efter natten? Intimiteten i skriften. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

For hvert lag af betydning i stenene. Når du siger mit navn, svarer min krop. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Det var før du kunne forsvinde.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?