Kan jeg skrive sådan? I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg forsvinder ikke. Jeg var nøgen i de dage. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Tågen i skovene i udsigten. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Det gør ikke noget. Det gør ikke noget.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Var der virkelig ild et sted? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Grå.

Dine sætninger. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi har hverken gardiner eller travlt. Kan jeg skrive sådan?

Muren omkring ordene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg var i din krop, og du? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

At forvandle dette rum til et andet.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Du trak mig med til de yderste bjerge. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Ordene, små toppe af skum.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vidste du det? Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg forsvinder ikke. Du ville sige noget, du tav. Det der blæser. Sætningerne er et hav. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ikke søge ly i den flod.