Landskab d 15.07.16 18:51:56 til 18:52:55

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Landskab d 15.07.16 17:44:54 til 17:45:34

Alting ligger bag alting. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der hang figner henover udsigten.

Tågen i skovene i udsigten. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Landskab d 15.07.16 16:18:42 til 16:19:26

Fugle flakser i diodenattens klirren. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Solens sind. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Landskab d 15.07.16 16:17:02 til 16:18:00

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). I hvert sitefeed gror dine sætninger. Diamanterne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hav d 15.07.16 16:04:46 til 16:06:21

Skitser. Udflåd. Jeg har plads i min hud. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.