Jeg skrev mig vild i de dage. For hvert lag af betydning i stenene.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Glashænder. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg læste dine linjer

Sætningerne er et hav.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Snestorm. At tale var blevet uoverskueligt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hvem var det, der skrev: Blæste det virkeligt? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Brev i april. Dagene. Ugerne. Vennerne. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Jeg læste dine linjer Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg skrev intet ned i den periode.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.