Hvilke krystaller lyste i dine ord? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Kan jeg være i dette landskab?Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg forsvinder ikke. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Vidste du det? Der var noget som åbnede sig. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Farvede ordene milde. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Afsavn. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Stod imod, men gjorde intet. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Og ord, og ord, og.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Alting ligger bag alting.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I læberne og i huden. På et stort stykke hvidt papir. Intimiteten i skriften. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Vi har hverken gardiner eller travlt.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Har vi de samme øjne? Derinde bag skoven.Derinde bag skoven.

Vores land. At forvandle dette rum til et andet. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg skriver dagen igang, stille. Sætningerne er et hav. Der hang figner henover udsigten.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter