Jeg var i din krop, og du? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Et brev. Jeg kunne mærke dit hjerte. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg forsvinder ikke. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Gennem hullet i hegnet. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Der hang figner henover udsigten. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Dansende, legende, lyttende. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Der var noget som åbnede sig. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ordene flår i det inderste. Du, du. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. At tale var blevet uoverskueligt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg skrev mig vild i de dage.

Dine diamanter lyser i min mund. Dette langsomme blik imod stenene. Søge ly.

Ikke var nice i provinsen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Solens sind. Det var ikke markerne jeg kom fra.

At forvandle dette rum til et andet. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Intimiteten i skriften Hvem var det, der skrev: Jeg fandt en linje et sted under min reol. Muren omkring ordene.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Et brev.

For hvert lag af betydning i stenene. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Bordet vipper. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.