Det generte i skriften. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Stod imod, men skrev: intet. Min skrift er farvet af sig selv. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Som nu. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Og en anden dag: Jeg har skrevet et kort. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg sejlede mellem dine læber.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Du må ikke forsvinde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Det dybeste af alt er huden? Du siger noget om solen. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bag træerne.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Glashænder.

Mine linjer kommer igen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vidste du det?

Bagefter sad jeg i timer og læste. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Sandet. Sandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Grå. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg skrev intet ned i den periode.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Skyen skjulte noget for fuglene.Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg skriver dagen igang, stille. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det var før du kunne forsvinde.