Det giver mening. Mørket kaldte vi bare for mørket. Det er vinden gennem sivene. Afsavn.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Rifterne. Du siger noget. På en rude. Rifterne. Giver det mening? Hvad? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Sådan svarede du. Vi i det glitrende.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I natten, en fjern stemme, søvn. Det der blæser. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Under den blå, blå himmel. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Kan jeg skrive sådan? Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.