Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg læste i aviser, i glemslen. Der var noget som åbnede sig.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du kan være i dette landskab. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg skrev mig vild i de dage. Der var noget som åbnede sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Brev i april. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Over murbrokkerne. Den sindssyge himmel. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Grå. Under den blå, blå himmel. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Det her er ingen leg. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Og vi vågnede.

Derinde bag skoven. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Der hang figner henover udsigten. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Nordlysets sitren i din stemme. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Solstorm. En regning. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Afsavn. Udsagn. Farvede ordene milde. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Du kan være i dette landskab. Var det skovene du kom fra? Jeg var nøgen i de dage. Er du på den anden side af havet?

Som nu i morges: Sad jeg alene? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.