Jeg kyssede en sommers morgenrøde.
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Bag træerne. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.
Har vi de samme øjne? Vi har de samme øjne. Det generte i skriften. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Var det bare regnen? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sætningerne er et hav. Lysene lyste.
Bøgerne tegnede deres egen retning. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Der var intet som skulle glemmes. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Har vi de samme øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Et genert rum, et intimt rum.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg forsvinder ikke.Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Hvad skulle glemmes? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.
Sådan noget. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.
Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.
Jeg havde endnu ikke mødt dig. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Ikke var muligt at komme derind. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.
Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Blå. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Dette langsomme blik imod stenene.
Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.
I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg var nøgen i de dage. Grå. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.