Du siger noget om solen.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Sætningerne er et hav. Var det skovene du kom fra? Som nu i morges: Hvad tæller du til?

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Et brev. Sådan svarede du. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Derinde bag ordene. Sætningerne er et hav. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Oppe på bakken. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sætningerne er et hav. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Træerne. Lyset afventer afgang. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Tågen i skovene i udsigten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Solstorm. Luften og jordens sange.

Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Ikke søge ly. Rifterne, rifterne, rifterne. Jeg elsker at se dig. Og ord, og ord, og. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? At dette andet.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Dine diamanter lyser i min mund. I min mund. Det?

Jeg tegnede din hud på alting. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Træk mig helt ned. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du siger mit navn. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner?

Kan jeg være i dette landskab? Du trak de yderste bjerge. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.