Jeg hviskede ind i din drøm. På et stort stykke hvidt. Hvad skulle glemmes? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Er du på den anden side? I min mund. Jeg var nøgen i de dage.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Der var noget som åbnede sig. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Ikke var nice i provinsen. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Nede ved havet. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Min ene pen er rød og den anden sort. Ikke søge ly.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Bag træerne. Hvad skulle glemmes? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi har hverken gardiner eller travlt. Dit navn var alt jeg hørte. Sandet. Hvad skal vi med den voldsomme?

Det er bare. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Stjernekontinent.

På en rude. Hvirvlende, stirrende, syngende. Kullet.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Solens sind.

Alting ligger bag alting. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sætningerne er et hav. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sammen lå vi og kortlagde: Og vi vågnede. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev i en stråle af sol.

Noter. Beskrivelser.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Hvis jeg ville have dit blik.Hvis jeg ville have dit blik. Hvis jeg ville have dit blik. Hvis jeg ville have dit blik.

Jeg var nøgen i de dage.

Var der virkelig ild et sted? Det var ikke skovene jeg kom fra. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Hvad tæller du til? Jeg har skrevet et kort til dig. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.