Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg elsker at se dig.
Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.
I den første nat så jeg kun det matte mørke. Sætningerne er et hav.
Kan jeg skrive sådan?Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Jeg forsvinder ikke. Kan jeg skrive sådan? Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. At forvandle dette rum til et andet.
Sådan svarede du. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant
Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.
Tågen i skovene i udsigten. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.
Du må ikke forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Og vi vågnede. Du må forsvinde. Vi er en samtale bag øjnene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.
Rifterne.
Jeg forsvinder ikke. Ikke søge ly i den flod. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Hvad skulle glemmes? Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Jeg læste dine linjer Min ene pen er rød og den anden sort.
Afsavn. Udsagn. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bøgerne tegnede deres egen retning. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Stod imod, men skrev: intet.
Når du siger mit navn, svarer min krop.
Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Men mit sprog er ikke fjendtligt.
Hvem var det, der skrev:
I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
At tale var blevet uoverskueligt. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.
Sætningerne er et hav. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.