Jeg var i din krop, og du? Solstorm.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvilken nat fulgte efter natten? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Brev i april. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Skyen skjulte noget for fuglene.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Dagene. Ugerne. Over murbrokkerne. Skyen skjulte noget for fuglene. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Solstorm. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Luften og jordens sange. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Der var noget som. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Altid er det dette langsomme blik.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Lysene lyste. Sætningerne er et hav. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vi, vi. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hvor vil det ødelagte sprog hen? På en rude. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg har skrevet et kort til dig. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Noter. Beskrivelser.

Hvad tæller du til? Nu er der en uro i kroppen. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?