I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Var jeg stille? Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sådan svarede du.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg sejlede mellem dine læber. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi har de samme øjne. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Kan jeg smile i dine sætninger? Hvad vil disse knuste sætninger? På en rude.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

På et stort stykke hvidt.

Der var en morgen, et stykke af himlen. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Der var noget som gled med videre.

På en. Her er natten allerede langt bag mig. Var det skovene du kom fra?

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Intimiteten i skriften Hvem var det, der skrev: Jeg skrev intet ned i den periode. Det dybeste af alt er huden? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Glashænder.