Når du ringer, hører jeg det ikke. Afsavn. Udsagn. Dine diamanter lyser i min mund. Et genert, et intimt rum. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Vi, bag øjnene.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Du havde tabt en linje i min drøm. Senere i dine øjne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Landet smuldrer, smuldrer. Og en anden dag:

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Der var intet som skulle glemmes.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Ord.

Grå. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Dette langsomme blik imod stenene.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Hvad tæller du til? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.