Hav d 6.02.16 23:19:45 til 23:21:28

Brændte det friske løv virkeligt?

For hvert lag af betydning i stenene. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Farverne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Skrid, svarede du.

Det her er en leg. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Hav d 6.02.16 21:36:30 til 21:38:05

Jeg har skrevet et kort til dig. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Landskab d 6.02.16 21:30:38 til 21:31:17

Har vi de samme øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Og en anden dag: De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Hav d 6.02.16 21:22:07 til 21:25:05

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Skyen skjulte noget for fuglene. Den sindssyge himmel. Kan jeg skrive sådan? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Landskab d 6.02.16 21:18:58 til 21:21:14

Du siger noget om solen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Hav d 6.02.16 21:17:03 til 21:18:43

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg har skrevet et kort til dig. Udsigten var håbløs.

Sandet. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.