Under lillahimlens hvælv. Rundt på tingene. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Jeg så små rystelser. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Det ,der hænger.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Det var før du kunne forsvinde. Jeg var nøgen. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Ilden.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Glashænder. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Afsavn. Udsagn. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Stjernekontinent. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.