Samtale d. 9.04.15 17.00.06 til 17.01.25

Jeg var i morges.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Sætningerne er filtrede tråde. I mørket, diamanter, dine øjne. Hvad vil disse knuste sætninger? Blæste det virkeligt?

Hav d. 9.04.15 15.04.58 til 15.07.00

Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg var nøgen i de dage. Sådan svarede du. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Samtale d. 9.04.15 13.59.17 til 14.00.27

Sad jeg alene?

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mørket kaldte vi bare for mørket. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Bag stemplerne. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Oplæsning for intetheden.

Samtale d. 9.04.15 11.56.32 til 11.59.07

Vi, gamle tanker om stilheden. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. I dine læber. Lysene lyste. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Luften og jordens sange.

Skriv mig ind i dine læber.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Der var intet som skulle glemmes. Ordene flår i det inderste.

Hav d. 9.04.15 10.57.35 til 11.00.06

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? I huden. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Ude ved fabrikkerne.

Jeg var de dage. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Landskab d. 9.04.15 09.13.54 til 09.16.12

Om andre byer, andre verdener. Alting ligger bag alting. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Altid er det dette langsomme blik.

Alting ligger bag alting. Jeg var i din krop, og du? Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Udsigten var håbløs. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.

Landskab d. 9.04.15 09.10.46 til 09.13.50

Var det alligevel koderne, systemerne? Byen. Lyskrydset. Jeg sejler: alting sejler! Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.