Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Var det skovene du kom fra? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Du må ikke. Intimiteten, skriften. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Som i morges. Du må ikke. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Vi har hverken gardiner eller travlt. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Rifterne, rifterne. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Under den blå, blå himmel. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.