Er du på den anden side af havet? Jeg havde glemt den.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Du, du. Noter. Beskrivelser. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Farverne.

Vi har de samme øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sætningerne er et hav. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Muren omkring ordene. Det gør noget. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som nu i morges: Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og vi vågnede. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Intet ligger bag intet. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Uden grund. Hvem var det, der skrev: Vi har travlt. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg hviskede ind i din drøm.

Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Og ord. Jeg er på den anden side af havet. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du må ikke forsvinde. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sådan svarede du. Sætninger. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Vi har de samme øjne. Kan jeg være? Vi har de samme øjne.

Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Solens sind. Sådan svarede du. Vi har de samme øjne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg har skrevet et kort til dig.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Hvilken nat fulgte efter natten? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Bag træerne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Dine sætninger. Det her er en leg. Intimiteten i skriften. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sætningerne er et hav. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Hvad skulle glemmes? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg sad alene i solen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg ryster en tilfældig bog. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Hvem var det, der skrev: Blæste det virkeligt? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Farvede ordene milde. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg tror, du havde glemt den der.