Jeg, ikke dig. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg er på den anden side af havet. Sad jeg alene? Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Ikke glemme floderne i ørerne. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter sad jeg i timer og læste. Ikke søge ly. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Som at skrive i nye aviser. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.