Er du på den anden side af havet? Jeg havde glemt den.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Du, du. Noter. Beskrivelser. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Farverne.

Vi har de samme øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sætningerne er et hav. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Muren omkring ordene. Det gør noget. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som nu i morges: Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og vi vågnede. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Intet ligger bag intet. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Uden grund. Hvem var det, der skrev: Vi har travlt. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg hviskede ind i din drøm.

Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Vi har travlt. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Og ord. Jeg er på den anden side af havet. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du må ikke forsvinde. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sådan svarede du. Sætninger. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Vi har de samme øjne. Kan jeg være? Vi har de samme øjne.

Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Solens sind. Sådan svarede du. Vi har de samme øjne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg har skrevet et kort til dig.