Jeg forsvinder ikke. Hvilken nat fulgte efter natten?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Derinde bag bjergene.

Var det markerne du kom fra? Og en anden dag:

Skriv mig ind i dine læber. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Udsigten var håbløs.

Er du på den anden side? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. I læberne og i huden. Altid er det dette langsomme blik. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Afsavn. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Dagene. Ugerne. Hvad skulle glemmes? Den afklarede himmel. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Dine diamanter lyser i min mund. Det er wack! Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

På et stort stykke hvidt papir. Sådan noget. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. At forvandle dette rum. Blå. Giver det mening?

Skyen skjulte noget for fuglene. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Dagene. Ugerne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. På det tidspunkt va

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Grå. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Intet ligger bag intet. Det her er ingen leg. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg.

Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg.

Jeg sad alene i solen. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det gør ikke noget.

Ring til mig uden grund. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Skriv mig ind i dine læber. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Der falder binære sansninger ud af min mund.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Solens pind. Et wack rum, et rum for stars. Du flasher dine moves i den lysende nat. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Du kan være. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Ikke søge ly i den flod. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Et sted er der en. Har vi de samme øjne? Ved den kyst, havets langsommelighed. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Mørket kaldte vi bare for mørket. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Alene? At se dig. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.