Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Du skrev et sår i min fremtid. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg elsker at se dig.

Sådan svarede du. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Notesbog. Beskydning. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Og en anden dag: Solstorm. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Har vi de samme øjne? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.