Når du siger mit navn, svarer min krop. For hvert lag af betydning i stenene.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Lysene lyste. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

For hvert lag af betydning i stenene. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Sætningerne er. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. At tale var blevet uoverskueligt. Derinde bag skoven. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Blæste det virkeligt? Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Oplæsning for intetheden. Mail i november. Ordene, små toppe af skum. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Et brev. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Dagene. Ugerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg skrev mig vild i de dage. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. På en rude. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg skriver dagen igang, stille. Brev i april. Blæste det virkeligt?

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Jeg forsvinder ikke. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Kan jeg skrive sådan?

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. For hvert lag af betydning i stenene.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skriver dagen igang, stille. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg være i dette landskab? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Udsigten var håbløs. Ikke var muligt at komme derind. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Over murbrokkerne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætningerne er et hav. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Altid er det dette langsomme blik.

Træerne.