Samtale d. 24.09.13 10.33.32 til 10.34.15

Sådan trak du de yderste bjerge.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Du kan være i dette landskab. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Udsigten var håbløs. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Men mit sprog er et landskab. Intimiteten i skriften.

Samtale d. 24.09.13 10.30.24 til 10.33.29

Hvad skulle glemmes? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Dit navn i skyggerne. Sådan svarede du. Vågnede. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Øjne af regn fra det travle. Trak jeg de yderste bjerge? Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Bøgerne tegnede deres egen retning. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Skovene. Kan jeg være i dette landskab? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Det er bare.