På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I mørket, diamanter, dine øjne.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Alting bag alting. Det var før du kunne forsvinde.

Ikke søge ly. Jeg tror, du havde glemt den der. På en rude.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Dine sætninger.

Om andre byer, andre verdener. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Ikke var muligt at komme derud.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Var det markerne du kom fra? Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Det tøj er min krop på min krop. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Brev i april. Sådan svarede du. Kan jeg skrive sådan? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Giver det mening? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).