Samtale d. 12.09.13 11.58.03 til 11.58.47

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ikke søge ly i den flod. Hvad tæller du til?

Samtale d. 12.09.13 11.53.53 til 11.55.34

Havde du fundet en grøn sten? Nu er der en uro i kroppen. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Brev i april. Du må ikke forsvinde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Dine diamanter lyser i min mund. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Samtale d. 12.09.13 11.51.22 til 11.52.15

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Farvede ordene milde. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Bagefter sad jeg i timer og læste.