Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg sad alene i solen.

At klæde sig. Svarede du? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Under den grå, grå himmel.

Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Sådan svarede du.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Den sindssyge himmel. Grå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Sad jeg alene?

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Over murbrokkerne.